Hvad har bagerens krymmeldryssede romkugler med bæredygtighed og forandringskommunikation at gøre? Alt, faktisk. Læs her hvorfor.

Hvis jeg siger grønne agenter og frontløbere på cirkulær tiltag, så er der nok ikke mange, der ser håndværkeren i slidte kansas-bukser og sikkerhedssko for sit indre blik.

Men det har faktisk alt med hinanden at gøre – ihvertfald hos TL Byg A/S i Aalborg.

For her har de truffet en ambitiøs beslutning om at skabe Danmarks mest bæredygtige byggeplads. Uden måske helt at vide, hvad det så betyder, og hvad det egentlig kræver at nå derhen.

Det indrømmer direktør Peter Boltau selv om beslutningen, der er en udløber af målrettet arbejde med FN’s verdensmål i virksomheden.

Forandringer skal opleves, ikke fortælles
Og hvordan er det nu lige, at man får murerarbejdsmanden med på den galej? Man skal ikke have læst meget om adfærdsdesign og nudging for at forstå, at det nok ikke er klaret med en fællesmail.

Jo, TL Byg A/S’s projektleder for bæredygtig udvikling, Sofie Witte kaldte til møde på byggepladsen. Med sig havde hun romkugler, der gled ned sammen med opfordringen til, at medarbejderne nu skulle gøre det samme som bageren gør med romkuglerne: tage restprodukterne fra ét stykke arbejde, og give det værdi igen et andet sted.

Og handlekraftige kvinder og godt bagværk er jo noget, håndværkere må have respekt for.

Flyt opmærksomheden – og containeren
Det krævede nemlig, at håndværkerne begyndte at handle anderledes end de plejer. I stedet for at smide rest fra byggepladsen direkte på jorden (hvormed det ofte også gik itu), skulle de nu enten gemme det eller endda sortere det.

Alle der kan huske, hvordan det var, da vi skulle stoppe med at fyre alting i den samme skraldespand, og have indført flere skraldespande i køkkenet, kan forestille sig, hvordan det er noget af en adfærdsændring for en håndværker. Han har måske gået på byggepladser i 20 år, og har været vant til én bestemt måde at arbejde på.

Og projektet gled da heller ikke ned som smeltet smør i kagedejen.

Undervejs har TL Byg A/S måtte eksperimentere med at indrette byggepladsen anderledes. For eksempel at flytte containerne, så de stod på en måde, hvor restaffald kunne komme direkte i containeren fra stilladset.

Bæredygtighed er en proces – ikke en perfekt performace
TL Byg A/S er ikke i mål endnu med den misundelsesværdige høje ambition om at skabe Danmarks mest bæredygtige byggeplads. Men de er ærlige omkring, hvor de er i processen. Indrømmer og indretter sig efter, at ikke alt går, som man håber i første omgang. Og bliver så ved alligevel.

Men med så innovative kræfter og høje ambitioner, så kan jeg ikke tro andet end at de nok skal nå derhen. Med ekstra krymmel på toppen.

Disclaimer: Jeg er fra den del af Aalborg, hvor romkugler hed ‘romboller’ hos den lokale bager. Alligevel har jeg valgt at bruge den mere gængse betegnelse ‘romkugle’ i dette blogindlæg.
Jeg er klar over, at jeg betræder farligt og vel nærmest religiøst farvand her, hvor jeg også heller må skynde mig at anerkende den københavnske ‘trøffelkugle’ og den vendsysselske ‘krumsebolle.’
De har forskellige navne, men indeni er de allesammen ens. Og det er vel det fineste budskab – gældende både for mennesker og bagværk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *